
Tidligere koncerter
Sommer 2025
EUROPEAN CHOIR GAMES 2025
I juni/juli 2025 deltog Vigdis i det sjette European Choir Games, som blev afholdt i Aarhus. European Choir Games finder sted hvert andet år, og afholdes skiftevis i forskellige europæiske lande. Konkurrencen har til formål at forene mennesker og nationer på fredelig vis gennem sang, hvor musikken fungerer som et fælles sprog og et bindeled mellem kulturer og nationer.
Vi stillede op i kategorien ‘Voksenkor’ og vandt en guld-placering i konkurrencens øverste del, Grand Prix of Nations. Vi dystede mod nogle af verdens dygtigste voksenkor, og det er vi både stolte og beærede over. Dertil fik vi etableret venskaber med både danske og internationale kor, som vi ser frem til at dyrke i de kommende år. Det var en stor og lærerig oplevelse for koret!
Vores deltagelse i European Choir Games blev støttet af Tømmerhandler Vilhelm Bangs Fond, William Demant Fonden, Louis-Hansen Fonden og Augustinusfonden.
Fotos af Interkultur (billede 1 og 2). Billede 3 og 4 er egne billeder.
Sommer 2025
ROSKILDE FESTIVAL / EMMA SEHESTED HØEG
Fredag d. 4. juli havde vi den store ære at optræde med Emma Sehested Høeg og hendes fantastiske band på Roskilde Festival. Det var en en sjov oplevelse og en fest at stå på Arena-scenen med Emma og bandet og mærke en fantastisk stemning fra publikum!
Fotos af August Smedegaard Vangstrup (billede 1) og Asta Paaske Larsen (billede 2).
Vinter 2024-25
SNEKLOKKERNE
I vinteren 2024/2025 sang Vokalensemblet Vigdis tre koncerter under titlen Sneklokkerne. Denne koncertrække bød årets mørkeste og koldeste tid velkommen ved at omfavne vinteren og julens mange facetter. Koncerternes navn tager inspiration fra Steen Steensen Blichers digt “Sneeklokken” fra 1847, som komponisten Bent Sørensen har komponeret et korværk af til Vokalensemblet Vigdis, der blev udopført ved disse koncerter.
Vigdis’ stemmer repræsenterede sneklokkerne, derfremhævede det knasende mørke, den stille kulde og de varme stunder, som vinteren rummer. Koncerterne bød desuden på repertoire fra Per Nørgaard, Ola Gjeilo, Ester Mägi og danske vinterklassikere som Sneflokke kommer vrimlende og Der er ingenting i verden så stille som sne.
Koncerterne fandt sted i Nærum Kirke d. 1/12, Timotheus Kirke d. 18/12, og i Lundtofte Kirke d. 29/1 2025.
Maj-September 2024
100 år med
Else Marie Pade
I anledning af 100-året for Else Marie Pades fødsel afholdt Vokalensemblet Vigdis en række koncerter, der fejrede den danske musikalske foregangskvinde og hendes bidrag til udviklingen af dansk kompositionsmusik i det 20. århundrede.
Else Marie Pade var en pioner på sit område; hun var en af de første danskere til at komponere 'konkret musik' af optagede sekvenser med hverdagslyde og til at komponere fuldt elektroniske stykker.
Omdrejningspunktet for koncerterne var en nyopførelse af Else Marie Pades elektroniske værk, Illustrationer (1995), i vokaltilpasset udgave, som bliver til i samarbejde med den internationalt anerkendte lydkunstner og komponist Jacob Kirkegaard. Ud over dette værk var repertoiret udvalgt, så det afspejler Pades udvikling som komponist, og bestod bl.a. af to nyskrevne værker af Frederik Vuust og Sofie Thorsen, komponeret til lejligheden.
Egne koncerter
Vi afholdt tre koncerter Vridsløselille Statsfængsels Panoptikon den 4. og 5. maj 2024. Disse koncerter blev dirigeret af Poul Emborg.
D. 30. august 2024 deltog vi ved SMK Fridays under deres tema Against All Odds, der lagde fokus på nordiske kvindelige kunstnere, der i deres samtid brød med normerne.
Dertil afholdt vi en koncert d. 7. september 2024 i Frøslevlejren, hvor Pade sad fanget under anden verdenskrig. Denne koncert blev dirigeret af Anne-Terese Sales.
Deltagelse ved Jubilæumskoncert i DRs koncerthus
På 100 års dagen for Else Marie Pades fødsel (2. december '24) deltog vi sammen med en række andre dygtige musikere i en stor hyldestkoncert i DR Konncerthusets Studie 2. I sin anmeldelse af koncerten skriver Ralf Christensen fra Dagbladet Information bl.a. ”Og så går aftenens største kunstneriske rabalder på scenen. 25 kvinder i Vokalensemblet Vigdis…”. Anmeldelsen kan læses her.
Fotos af Søren Johan Krabbe (billede 1), Julie Konstantinovich Pedersen og Linnea Storgaard
Oktober 2024
Efterårskoncert i Hareskov Kirke
I oktober 2024 afholdt Vokalensemblet Vigdis efterårskoncert i Hareskov Kirke. Her omfavnede vi efterårets melankolske stemning med klassikere som “Sig nærmer tiden, da jeg må væk” og “Skyerne gråne”, og fik gensyn med Else Marie Pades værk “Volö-Spa Hoc Est” med den mystiske tekst om vølvens spådom. Derudover opførte vi “Earth Ballet” af Maleen Lundvig, som “er en kærlig hilsen fra Moder Jord om, at vi gerne må bruge af jordens ressourcer efter behov, hverken mere eller mindre, og en reminder om, at alt det, vi samler sammen, ikke kan tages med i døden”. Koncerten blev afrundet med vuggeviserne “Stille hjerte, sol går ned” og Eric Whitacres “Sleep”. Efter koncerten inviterede kirken på et glas vin og en snak. Vi er meget taknemmelige for at mange mennesker fyldte kirken op.
Fotos af Sissel Abel
Maj 2024
En skærsommernats drøm
x Danmarks Underholdningsorkester
& Adam Fischer
I pinsen 2024 sang Vigdis kor i en opsætning af Mendelsohns Skærsommernats drøm med Danmarks Underholdningsorkester i Konservatoriets Koncertsal under ledelse af dirigent Adam Fischer. Koncerten blev dramatiseret af Thure Lindhardt og Johanne Louise Schmidt, som fremførte Shakespeares oversatte originaltekster.
Fotos af Toke Bjørneboe
Februar/marts 2023
Farvel til madonna
I februar og marts 2023 var Vokalensemblet Vigdis en del af teaterforestillingen FARVEL TIL MADONNA på Teater Republique (Østerbro). Forestillingen er skabt af det kunstneriske studio How to Kill a Dog.
Pressefotos af Sara Buthman
Oktober 2023
Som i drømme
I efteråret 2023 afholdt Vokalensemblet Vigdis koncertrækken 'Som i drømme', som satte drømme i fokus. Koncerternes forløb skulle afspejle en søvncyklus: Fra den indledende overgang til sovende tilstand; over de fragmentariske sanseindtryk og synsbilleder, der udspiller sig i drømmestadiet; til den lille opvågning, før hele seancen gentager sig.
På lydsiden blev koret suppleret af lyddesigner Nina Vadsholt, som under kunstnernavnet NV-4 skaber smukke klangbilleder gennem en blanding af elektroniske lydeffekter og sang. I mødet mellem NV-4’s musik og Vokalensemblet Vigdis’ vokal dannedes en fælles svævende lyd, som understregede drømmenes mystik og bandt koncertens enkelte dele sammen til en helstøbt oplevelse uden afbrydelser.
Koncerterne blev opført tre gange i Brønshøj Vandtårn (København) den 6. og 7. oktober 2023. Den 13. oktober 2023 afsluttede vi koncertrækken med en række optrædender i Solbjerg Kirke (Frederiksberg) til Kulturnatten 2023, hvor Lars Egegaard Sørensens smukke lysdesign fyldte kirkerummet.
Koncertrækken blev støttet af William Demant Fonden, Toyota-Fonden, Tømmerhandler Vilhelm Bangs Fond, Louis-Hansen Fonden, Erda og Christian Schrøders Fond & Gramex-midlerne.
Forår 2022
VIGDIS; En sang til
min veninde
I foråret 2022 optrådte VIGDIS med koncertrækken En sang til min veninde. Koncerten var sammensat af et repertoire, som afspejlede forskellige sider af venskab og det at være kvinde og menneske i verden.
Vi opførte blandt andet Caroline Shaws stærke værk; "So Quietly", Marie-Claire Saindons værk; "Terre Neuve" samt flere værker arrangeret af sangere i koret.
Koncerten blev fremført i alt fem gange, med den sidste koncert på Ærø i Rise Kirke under den årlige sommerturné.
Foto af Sissel Abel







