top of page

Vokalensemblet Vigdis søger dirigent (fast stilling)

Vokalensemblet Vigdis søger en ny dirigent, der vil stå i spidsen for et ambitiøst kvindekor med højt musikalsk niveau og stærke kunstneriske ambitioner. Vi søger en musikalsk leder, som både vil inspirere os og være med til at forme korets fremtid sammen med os.​

​

Om os

Vi er Vokalensemblet Vigdis – et ambitiøst kvindekor, der blev dannet i 2020 af sangere med et ønske om at skabe et nyskabende kvindekor på højt musikalsk niveau. I dag er vi ca. 30 sangere i 20’erne og 30’erne med stor korerfaring bl.a. fra landets førende pigekor, gode bladlæsningsfærdigheder og høje kunstneriske ambitioner. Vi øver hver onsdag aften i København og afholder omkring 10 koncerter og én kortur om året.

 

Med rødderne solidt plantet i den klassiske kortradition udforsker vi også nye musikalske udtryk og koncertformater. Vores repertoire spænder fra klassiske korværker til nyere musik i krydsfeltet mellem klassisk og rytmisk musik. Vi udvikler egne koncertkoncepter, samarbejder med andre kunstnere og har fokus på at repræsentere kvindelige komponister i vores repertoire.

 

Som eksempel hed vores seneste koncertkoncept Til Gaia, hvori vi forenede nyskrevet musik af den canadiske komponist Marie-Claire Saindon med klassikere som Yndigt dufter Danmark og værker af Gustav Holst. Koncerterne blev opført i samarbejde med en vibrafonist på vidt forskellige scener – fra Nivaagaard Museum og Koncertkirken til Bloom Festival. Ved siden af vores egne koncertkoncepter holder vi også af mere traditionelle formater som kirke- og julekoncerter, ligesom vi laver indspilninger og deltager i korkonkurrencer. Se flere af vores tidligere aktiviteter her.

 

Vi er et engageret og medlemsdrevet kor, hvor sangerne tager aktivt ansvar for både det musikalske fællesskab og foreningens drift og udvikling i samarbejde med dirigenten. Korets koncertprojekter og organisatoriske opgaver løftes i fællesskab gennem vores bestyrelse og forskellige udvalg. Det giver os et stærkt ejerskab til koret og vores kunstneriske projekter.

​

Vi søger en dirigent, der:

  • Har solid dirigenterfaring med stærke musikalske og korfaglige kompetencer og et skarpt øre for klang, dynamik og musikalske detaljer.

  • Kan akkompagnere på klaver. Det er et plus, hvis du selv komponerer arrangementer

  • Er en tydelig og engageret musikalsk leder, der skaber effektive og inspirerende korprøver og sikrer en målrettet instuderingsproces

  • Har humor, gode samarbejdsevner og positiv energi og bidrager aktivt til et trygt og stærkt musikalsk fællesskab.

  • Er motiveret af korets identitet og vil bidrage med dine evner og ideer til at udvikle koret i den ånd i tæt samarbejde med sangerne, korets bestyrelse og udvalg.

  • Har lyst til at udforske tværkunstneriske projekter og  forskellige genrer i krydsfeltet til klassisk kormusik

  • Kan bidrage til at udvikle korets musikalske niveau og udtryk gennem sangteknik, klangarbejde og fortolkning.

  • Er en dygtig formidler, der kan omsætte musikalske fortolkninger til tydelig og indlevende instruktion.

​

Vi opfordrer alle interesserede til at søge, uanset alder eller køn.

​​

Ansøgning og proces

Send CV og motiveret ansøgning til bestyrelse@vokalensembletvigdis.dk senest 18. december 2026.

 

Vi holder løbende samtaler med relevante kandidater. Efter samtalen kan man blive inviteret til en prøvedirektionstime, som vil finde sted i løbet af januar eller februar 2027.

​

Tiltrædelse vil være i foråret 2027 efter aftale.

 

Ved spørgsmål til jobopslaget bedes henvendelse rettes til bestyrelse@vokalensembletvigdis.dk eller til bestyrelsesmedlem Signe Stranddorf på 2422 9141.

 

Vi glæder os til at høre fra dig.

​

© vokalensembletvigdis

  • Facebook
  • Youtube
  • Instagram
bottom of page